Fra nederlag på stribe til succesvirksomhed:
Mathias udnytter sine diagnoser som superkræfter
I efteråret 2010 lå Mathias på sin seng. Han var lige smidt ud af 3.g. på Lyngby Tekniske Gymnasium, og kunne ikke overskue dagligdags ting som at købe ind eller gøre rent. Han brugte al sin tid på at spille computerspil.
Mathias var som 18-årig flyttet fra barndomshjemmet i Køge til Lyngby for at gå på Lyngby Tekniske Gymnasium, hvor der var mulighed for at læse matematik og fysik på eliteniveau.
Fysik og matematik har altid været Mathias’ stærke side og han fik allerede i folkeskolen mulighed for at læse fysik og matematik på eliteniveau. Planen efter en afsluttet HTX studentereksamen var at fortsætte uddannelse med at læse geofysik og rumteknologi på DTU.
Flere forhold gjorde, at det ikke lykkedes:
1) det sociale fungerede slet ikke, og for Mathias skulle alt gøres til perfektion
2) systemet brød sammen, og Mathias fik en depression, der til sidst betød, at han ikke kunne andet end at ligge på sin seng og spille computerspil.
På sine forældres foranledning kom Mathias til psykolog og fik senere foretaget en omfattende udredning hos en psykiater med særligt fokus på børn og unge.
Det førte til, at han som 19-årig fik diagnoserne Aspergers syndrom og ADD.
Han fik bevilget mentorhjælp på gymnasiet, der hjalp ham med at få struktureret dagene og ikke bruge for lang tid på opgaverne. I 2011 lykkedes det at blive student fra Lyngby Tekniske Gymnasium.
Mathias startede herefter på sit drømmestudie på DTU men måtte allerede efter første semester konstatere, at det hverken fungerede socialt eller fagligt på grund af sin perfektionisme.
Han havde herefter i årene 2013 – 2016 nogle frustrerende år med forsøg på at genstarte studierne på DTU, kontanthjælp, jobafklaring og praktik under Lyngby-Taarbæk Kommune og et meget omfattende forløb med socialafdelingen og jobcentret i kommunen.
I sommeren 2016 lykkedes det at få en plads på Sputnikkollegiet i Virum. Kollegiet er et botilbud for unge med autisme.
Herefter gik det fremad for Mathias, og i efteråret 2016 fik han et 12 måneders praktikforløb hos Mentec A/S, som er en virksomhed, der reparerer computere.
Her arbejdede Mathias først i PC-afdelingen og derefter i Apple-afdelingen. Her fandt han ud af, at han havde særligt gode evner (som han senere har kaldt “superkræfter”) til at reparere computere.
Efter dette praktikforløb fortsatte Mathias hos et nystartet computerfirma, TekniskHjælp ApS, som var startet af to unge iværksættere. Der var dog ikke styr på tingene, hvorfor Mathias kom til den konklusion, at han måtte være “herre i eget hus”.
I marts 2018 startede han GladTeknik fra sit værelse på Sputnikkollegiet. Allerede efter to uger kontaktede Furesø Kommune ham med henblik på at tage en ung mand med mange diagnoser i praktik. Forløbet gik så godt for den unge mand, at Furesø Kommune nominerede GladTeknik til deres CSR-pris for 2018.
I november 2018 flytter Mathias og hans kæreste sammen i et rækkehus i Hvidovre, hvor der etableres et topmoderne computerværksted på 18 m2.
I foråret 2020 er der 6 ansatte, og der er behov for større lokaler.
Der etableres et topmoderne computerværksted i Hvidovre på 140 m2, som tages i brug i maj 2020. GladTeknik vokser i løbet af 2020 og 2021 til 14 ansatte.
Mathias er i januar 2023 med i TV-programmet “Løvens Hule”, hvor Jacob Risgaard fra Coolshop investerer 10 pct. i GladTeknik for 1½ mio. kr.
Efter udsendelsen på DR1 og den efterfølgende massive medieomtale af Mathias og GladTeknik går det stærkt. Lokalerne i Hvidovre udvides til i alt 350 m2, og i december 2023 åbnes en afdeling i Vejle.
Ved udgangen af 2023 har GladTeknik ca. 40 medarbejdere.
GladTeknik har i alle årene siden etableringen i 2018 leveret flotte overskud, og alle investeringer er sket med egne midler. Der har ikke på noget tidspunkt været behov for at optage banklån.
På seks år er det altså lykkedes Mathias at gå fra nederlag på stribe til i dag at drive en succesvirksomhed.
Det er ikke kun Mathias, der har en diagnose; det har mere end 80 pct. af medarbejderne i GladTeknik også.